Taktik

Den taktiske udvikling hænger selvfølgeligt tæt sammen med våbenudviklingen. Op igennem 1700-tallet kæmpede de almindelige infanterister i en tæt formation hvor soldaterne stod skulder ved skulder.

1Dansk kompagni i linje i tæt orden

Soldaterne står i to rækker – eller to geledder som det hedder i militært sprog. Soldaterne der står forrest er 1. geled og dem bagved er 2. geled. De to soldater der står sammen kaldes for en ”rode.”

Når soldaterne står skulder ved skulder så kaldes det også for ”tæt orden” og enheder der primært kæmper sådan kaldes for linjeinfanteri. Når man skulle angribe rykkede man frem, skød evt. et par salver imod fjenden og gennemførte så et bajonet angreb.

Til angreb brugte man ofte en kolonne, da den er hurtigere at bevæge fra A til B og hvis fjenden skyder folk i forreste linje, så er der flere bagved.

kolonneFire Delinger i en kolonne.

Bajonet angreb medførte sjældent at det kom til nærkampe – enten gik angrebet i stå fra beskydning eller også trak forsvarene sig tilbage. Kun hvis begge parter var overbeviste om at de kunne vinde endte det i nærkamp.

I midten af århundredet begynder man at bruge enheder som kæmpede i skyttekæder – også kendt som spredt orden.

Det betyder, at soldaterne er spredt mere ud, bevæger sig mere frit og udnytter terrænnet til at tage dækning. Under angreb kunne en sådan skyttekæde rykke frem og begynde at skyde fjendens linjeinfanteri. Da de stod i tæt orden var de et let mål, hvor skytterne var spredt og udnyttede den dækning der var. Når forsvarene havde taget tab sendte man så sit eget linjeinfanteri frem og gennemførte et angreb.

line-skytDeling i tæt orden og i skyttekæde.

Det naturlige forsvar imod dette var at sende nogle af sine egne soldater frem i skyttekæde for kæmpe imod fjendens skytter. Skyttekædens svaghed var at de var sårbare overfor kavaleri og at de ikke har nok ildkraft til at stoppe et angreb fra en fjende i tæt orden.

Disse soldater kaldes ofte for let infanteri eller for jægere – det sidste fordi man ofte rekrutterede jægere fra store herregårde til at indgå i disse enheder.

Denne udvikling tager specielt fart under krigene imellem England og Frankrig i deres nordamerikanske kolonier i 1750’erne og senere under den amerikanske uafhængighedskrig. En grund til dette er store dele af Nordamerika på dette tidspunkt stadigt var vildnis med store skove og ikke-opdyrket jord. Det løser nogle svaghederne ved skyttekæden, da det er svært for en formation i tæt orden at bevæge sig hurtigt frem igennem en tæt skov og umuligt for kavaleri.

Danmark var faktisk langt fremme i udviklingen da man i 1788 hyrer Johann Ewald fra Hesse-Kassel (en af de små ”tyske” stater i midt europa). Han deltog som lejesoldat på engelsk side i uafhængighedskrigen hvor han ledte enheder af ”jægere” og efter krigen skriver han flere bøger om oprørsbekæmpelse og taktik for let infanteri. Han forbliver i den danske hær hvor han ender som general.

Under Napoleonskrigene fortsætter udviklingen og den engelske General Wellington havde ofte 25 % af sine infanterister sendt frem i skyttekæder for at genere franskmændene og tilføje deres angrebs formationer store tab, før de nåede frem til den engelske linje.

Hvis vi springer frem til 3 års krigen i 1848-51 havde den danske hær både bataljoner af linjeinfanteri og bataljoner af jægere. Under krigen bliver flere linjebataljoner omdannet til lette bataljoner ved at man uddanner soldaterne i at kæmpe i spredt orden og der bliver normalt for linjebataljonerne at vælge formation efter forholdene.

En del af denne udvikling sker også som reaktion på forbedret våben.

En konsekvens er at jægerbataljonerne bliver omdannet til linjebataljoner, da de alle skal kunne kæmpe i begge typer af formationer.

Bly kontra stål

I årtierne før krigen var der i de europæiske hære en stor debat omkring hvad der var mest effektivt. Bajonetten af stål eller skydning (med blykugler)?

Erfaringerne fra 3-års krigen bidrog til at sprede formationerne mere, men bajonet angreb havde stadigt været effektive i mange tilfælde.

Geneal Thestrup, der var krigsminister i 1859 til august 1863 og manden bag de nye reglement, udtalte efter 3-års krigen:

Det er ved geværilden, at infanterifægtningen indledes, vedligeholdes og, som oftest, afgøres.

Men i blandt de danske officerer var det også fortalere for bajonetten. Oberst Müller som i åren før krigen var chef for 1. bataljon var kendt for at træne sine københavnere ganske flittigt i den brug.

Et af argumenterne for aggressive bajonet angreb var at forsøg viste at hvis man angreb hurtigt og fjenden var nervøs, var der en hvis chance for at fjendes skud kunne gå hen over hovedet på en. Det er nærmer uddybet her.

Dertil kommer det faktum at skydning under kampforhold ofte viste sig at være resultatløst. Der blev godt nok dræbt soldater på begge sider, men det fik sjældent nogen afgørende effekt på slaget i sig selv.

I 1859 udkæmpede Frankrig og Østrig en krig i det nordlige Italien. Her brugte franskmændene fleksible skyttekæder og artilleri til at skyde de østrigske enheder i stumper og stykker, før de afgjorde slaget med bajonetangreb. Dette blev i både Danmark og Preussen set som bevis for at skydning var vejen frem. I Østrig drog man en anden konklusion.

I sommeren 1863 indfører man så et nyt reglement. Her udgøres ca. halvdelen af bogens indhold af tekster omkring hvordan man kæmper i spredt orden. Og det er tydeligt at dette er tiltænkt som den primære måde at kæmpe, men at der stadigt er situationer hvor tæt formation og bajonetangreb har sin brug.

Dette er som sådan en naturlig udvikling for den danske hær, men ingen tvivl om at en del af forklaringen er at Thestrup var helt klar over at preusserne havde indført nye hurtigtskydende bageladegeværer og at de store formationer i tæt orden var meget sårbare overfor beskydning.

Eksempler fra 1863 eksercits reglementet

Vi vil kort kigge på tre ting. Først hvordan soldaten står med sit gevær. Dette er relevant da det er en af de ting som tv-serien 1864 ikke gør korrekt. Derefter hvordan man giver ordrer til skydning og til sidst hvordan man formere en skyttekæde.

Soldaterne bære normalt deres geværer i venstre hånd, i ”hvil”. Reglementet beskriver hvordan man når geværet står til højre for højre fod, skal tage det op til venstre skulder.:

Geværet i .. Hviil!hviil
1. Høire Haand løfter Geværet, dreier det saameget, at Piben kommer fremad, og fører det hen til venstre Side saaledes, at det kommer til at hvile mod den venstre Skulder i en skraa Stilling med nederste Ring lidt ovenfor, og høire Haand, hvorigjennem Geværet glider, lidt nedenfor Skuldren; venstre Haand omfatter Kolben med Tornmelfingren paa Kappebladet og Ballen mod Kolbens udvendige Side; venstre Albue holdes til Kroppen, Haanden lidt dybere end Albuen.
2. Høire Haand fores til Siden.

Resultatet kan vi se på billedet til venstre.

Skud ordre

Når der skal skydes er der rent taktisk flere måder at gøre det på.

Man kan skyde en salve hvor en alle skyder på en gang eller man kan få soldaterne til at skyde en af gangen. Fordelen ved salven er at man sende en masse bly afsted på en gang og en effektiv salve kan afgøre en kamp. Problemet er hvis salven ikke er effektiv. Så går der et halv minut hvor fjenden har mulighed for at løbe hen og angribe med deres bajonetter. At soldaterne skyder en af gangen løser det problem, men man har ikke samme øjeblikkelige effekt og man overlader meget af kontrollen til de menige soldater.

Afdelingsild

Når man skal skyde med f.eks en deling på 50 mand er ordrerne (med forklaring i parantes):

  • Til …..skydning! (Dette er blot et varsel.)
  • Deling… Færdig! (Soldaterne tager geværet ned i en stilling som på billedet øverst og spænder hanen på geværet helt, så det er afsikret og klart til skud.)
  • A . . . N! (Soldaterne tager geværene op i skulderen og sigter på fjenden.)
  • Fyr! (De skyder og tager geværet ned og lader det igen)

Det tilføjes efter beskrivelsen at ”Overalt, hvor der haves et virkeligt Maal, er den bedst mulige Træfning, og ikke den fuldstændige Samtidighed i Ildens Afgivelse Hovedsagen”.

Altså det er vigtigere at ramme fjenden end om soldaterne skyder præcist samtidigt.

Her er lige et kort videoklip fra arrangementer “Kampen om Als” hvor en flok i danske “soldater” giver en salve. Ved klippe start er de allerede i “færdig”.

Rodeild

Dette er betegnelsen for at soldaterne skyder enkeltvis. Ordrerne er:

  • Til …..skydning!
  • Deling… Færdig!
  • Skydning med Roder!

Bagerste soldat yderst til højre skyder først. Så skyder soldaten foran ham. Her efter soldaten bagest i næste rode osv. Når de har skudt, lader de deres geværer og skyder så igen. På den måde sikrer man sig at der bliver skudt hele tiden.

Reglementet gør det klart at man i starten af en kamp starter ud med at give fjenden en salve, men når kampen først er i gang så overlader man skydningen til den enkelte soldat. Officererne skal så primært holde øje med at soldaterne ikke bortødsler deres ammunition eller skyder på mål de ikke har nogen reel chance for at ramme.

En mellemvej er at man skyder salver med noget af ens styrke. eksempelvis at et kompagni på 200 mand fordelt på fire delinger, skyder salver med en deling af gangen.

Skyttekæden

I skyttekæden står soldaterne ikke helt tæt, men der er normalt fire skridt imellem hver rode.
Når der kommanderes ”formeer Kjeden” tager soldaterne deres geværer ned fra venstre skulder og bærer det i højre hånd og bevæger sig ”raskt” ud til hvor de skal stå.
Denne ændring af formationen kan gøres til venstre, højre eller midten samt fremad.

line-skyt1Fra Linje til skyttekæde fremad fra midten.

Skyttekæden er den måde soldaterne som oftest har kæmpet på. Nogle gange har de stået tættere, andre gange mere spredt afhængigt af forholdene.

Det store problem er at denne måde at kæmpe på kræver godt uddannede soldater, gode løjtnanter og kaptajner og specielt underofficererne har et stort ansvar for at tingene fungerer. Det var alt sammen en mangelvare i den danske hær.

Til sammenligning er det meget lettere at lede soldater i tæt orden.

Reglementet i forhold til andre hære

Den store fokus i det danske reglement er på :

  • kamp i skyttekæder
  • at overlade initiativet til de lavere rangerende officerer
  • at give de enkelte menige soldater ret stor frihed til selv at vælge hvornår de skyder

Det er ganske moderne sammenlignet med både franske og østrigske reglementer fra samtiden.

I de amerikanske reglementer fylder kamp i spredt orden kun nogle ganske få sider, og det er tydeligt noget man kun tiltænker at det skal bruges til når man rykker frem og ikke ved hvor fjenden er og derved beskytte ens egen linje.

En anden forskel er at lige så snart man er ude over de helt grundliggende ting for menigmand, så er mange af ordrene og beskrivelsen af hvordan man gør ting, kortere og løsere i det danske reglement. Der er en “få det til at virke” mentalitet over det. Hvor det amerikanske er mere  “gør det præcist sådan her”.