Geværer

M41
Tegning af det Preussiske bagladegevær. (fra det tilhørende reglement)

Både forladegeværer og bagladegeværer havde en del til fælles. De bruger begge papirspatroner som indeholder sortkrudt og hos begge har projektilet en ret langsom hastighed. Det har nogle konsekvenser som er nødvendige at kende hvis man skal forstå krig i denne periode.

Våbenhistorie

Frem til 1840’erne brugte almindelige infanterister et glatløbet flintlås gevær. Altså et gevær hvor løbet var glat på indersiden og låsen havde et stykke flint som slog imod noget stål og det tændte krudtladningen. Med disse våben kunne man typisk skyde 3 skud i minuttet. Dette våben kaldes også for en musket.

Der var to problemer med disse våben.

  1. For det første var flintlåsen var upålidelig, specielt i regnvejr.
  2. For det andet var disse våben alt andet end præcisionsvåben. For at gøre det let at lade hurtigt, var den runde blykugle en del mindre en indersiden af løbet. Dette gjorde at den ved afskydningen legede pingpong på siderne af løbet og når den var fri af løbet så opførte den sig som en fodbold og skruede i en tilfældig retning.

Løsningen på den manglende præcision var at løbet på indersiden havde en riffelgang.
Dvs en eller flere riller som fik kuglen til at snurre rundt ligesom en snurretop. Men for at kuglen kunne blive påvirket af riffelgangen, så blev kuglen nød til at slutte tæt med løbet. Dette gjorde det meget svære at lade og antallet af skud en soldat kunne skyde i minuttet var en del lavere. En riffel er teknisk set blot et våben hvor løbet har en riffelgang.

Det betød, at man havde en klar afvejning imellem præcision og antal af skud pr. minut.

Resultatet blev at almindelige infanterister bar glatløbet geværer og de kæmpede i tæt orden. Som supplement havde man specialuddannede enheder af jægere eller let infanteri som primært kæmpede i spredt orden eller skyttekæder. Og i nogle tilfælde var de bevæbnet med rifler.

I 1840’erne begyndte de europæiske hære at udskifte flintlåsen med en perkusionslås. I stedet for at et stykkeflint så har man en hammer der slår ned på en fænghætte. Denne virker lidt ligesom en hundeprop og når den rammes laver den en gnist som så tænder krudtladningen.

En fordel ved denne modernisering var at resten af våbnet stadigt kunne bruges, så det var let at opgradere de gamle våben. Dette giver os et perkussionsgevær.

I 1848 arbejdes der også på hvordan man kan kombinere det høje antal skud pr. minut fra de glatløbede geværer og den høje præcision fra riflerne. Altså det der på engelsk typisk kaldes for en riffle-musket. Det er den type af forladegeværer som både danske og østrigske soldater brugter.

Resultatet blev at den effektive rækkevidde for infanteristens våben gik fra ca. 80-100 meter til 250-300 meter – i al fald i teorien.

En anden løsning på samme problem blev udviklet i Preussen og det var bagladegeværet.

Sortkrudt

Begge typer af våben havde dog en klar svaghed – sortkrudt.

Det første problem er at det er meget sårbart overfor fugt. Hvis et våben havde været ladt natten over kunne det være problemer med at skyde næste morgen.

Næste problem var at når man skyder så udvikles der en masse hvid røg. Det viser både fjenden hvor man er og i vindstille vejr kan slagmarken let blive dækket af røg, som gør det svært at se ordenligt.

Det tredje problem var at projektilet fløj relativt langsomt. Med de glatløbede geværer fløj kuglerne faktisk lidt hurtigere og så længe man bare sigtede imod modstanderens brystkasse så ville kuglen nå ud til 100meter og man havde ikke brug for at tage nærmere hensyn til for langt væk fjenden var. På længere afstand ville det være nødvendigt at sigte højere, men der var geværerne så upræcise at det var spild af krudt og kugler.

De nye geværer var som sådan præcise nok til at ramme en linje af fjender ud til 250-300 m. Problemet var at kuglen fløj så langsomt at man skulle sigte noget over målet for at kuglen nåede langt nok.  Ligesom når man skal kaste en bold langt.

Hvis man indstiller sine sigtemidler på 200 m og fjenden står 200 m væk, så fungerer det fint. Problemet er hvis man vurdere afstanden forkert.

Tegningen her under er fra en amerikansk bog, men princippet er også gældende for de danske våben. Her er sigtet indstillet til 300 yards og man sigter imod brystkassen på fjenden. Hvis han er 300 yards væk rammer man. Problemet er at fra 75 yard og til 260 yards går kuglen over hovedet på fjenden.
Raserende skudbane nr1

En måde at mindste risikoen for at skyde for højt var at sigte imod fjendens fødder og indstille sigtemidlerne på en afstand hvor kuglen aldrig kom højt nok op til at gå over hovedet på fjenden. Ulempen at ens rækkevidde blev kortere.

Slutteligt skal man huske, at alle disse regler og tanker er teori. På slagmarken hvor krudtrøg, larm og stress påvirkende soldaterne har deres evne til at ramme noget været markant mindre. Altsammen bidrager det til, at det kræver en god uddannet skytte at udnytte de riflede geværer.