Problemer for hæren

At hærledelsen havde en del fornuftige planer har vi været inde på, men langt fra alt gik som det var planlagt. Der var en lang række af problemer, nogle af dem burde man have forudset og andre var i sidste ende et økonomisk spørgsmål.

1. problem – dublering

Planen om doublering er omtalt her.

Tanken er jo god, problemet var gennemførelsen. Det første problem er at der ikke blev taget stilling til hvordan denne doublering skulle foregå.

Når man har fire kompagnier der skal blive til otte, hvordan gør man det rent praktisk? Tager man halvdelen af soldaterne fra alle kompagnier og sætter over i den nye bataljon og fylder så op med reservemandskab? Eller tager man to hele kompagnier og flytter og opretter nye kompagnier? Dette gjorde at de forskellige bataljoner løste udfordringen på forskelige måder.

Noget der gjorde situationen værre, var at mobiliseringen skete over flere omgange.
Først doublerede man, så man fik tilgang af noget af reserve mandskabet og ændrede struktur efter det. Et par uger senere fik man flere mænd, for at modtage alle forstærkningsmændene ca. en måned efter man startede processen. Var dette sket på en gang kunne man hurtigere havde fundet på plads og kommet i gang med at træne mændene og officererne sammen.

Først den 21. december kom der ordre om hvordan dubleringen skulle forgå og der var det jo allerede gennemført. Resultat blev at kun 5 ud af 22 regimenter var struktureret korrekt.
Kompagnierne var nummereret fra 1 til 8. I nogle regimenter er de delt 1-4 og 5-8, andre har delt lige og ulige. 9. Regiment havde 1,2,5 og 6. kompagni i første bataljon. Og de andre fire kompagnier i anden bataljon. Det var på det tidspunkt ikke simpelt at ændre kompagninumrene; eksempelvis mange af soldaterne havde skrevet det på meget af deres udrustning.

Når der senere i teksten nogle steder bruges bataljon og andre regiment, så skal det ses som et udtryk for om det er noget der beskriver situationen frem til efteråret 1863 eller her efter.

2. Problem – mangel på befalingsmænd

Næste problem er at man ikke havde det nødvendige antal officerer og underofficerer.

Man havde i mellemkrigsårene på forskellige måder forsøgt at uddanne reserve officerer og reserve underofficerer, men det var, bl.a. pga. besparelser ikke sket i nær den nødvendige grad.

Ved at indføre regimenter, havde man nu behov for 22 nye regimentschefer og 22 nye adjudanter til dette. I alt 44 officerer man dårligt kunne undvære i bataljonerne.

Resultatet af denne mangel, var at mange af officererne blev sat til at udføre et job som var ”større” end de havde gjort i fredstid og og var uddannet til. Eksempelvis kunne løjtnanten der normalt var fører for en deling på 50mand nu skulle være chef for et kompagni på 200 mand.

Når man på den måde skubbede officererne op ad, så endte man med at mangle delingsførere og her blev man så nødt til at bruge underofficerer i højere grad end var planlagt. osv.

Selv efter man havde fortaget midlertidige forfremmelser, havde man i linjeregimenterne pr. 1.februar kun 88% af de officerer man skulde bruge, 84% underofficererne og 87% af Underkorporalerne. Værst stod det til ved 17. Regiment, hvor man kun havde 80 ud af de nødvendige 118 Officerer og Underofficerer (67,8%).

Som nævnt skete det aldrig at et regiment havde det komplette antal befalingsmænd.
Men når et regiment lige have fået nye forstærkninger, skete det i en del tilfælde, at de havde flere menige end hvad reglementet forskriver. Eksempelvis bestod 4. regiment den 15. februar 1864 af i alt 1959 soldater. Af disse var de 1680 menige, hvilket er 17% flere end de burde være.

3. Problem – Infanteriregimentet

Med indførelsen af regimenter havde man også indført et ekstra led i kommandokæden.
I den gamle struktur gav brigadekommandøren sine ordrer direkte til bataljonskommandørerne.

Brigadekommandøren skulle nu i stedet for, give sine ordrer til de to regiment kommandører, som gav ordre til deres to bataljonskommandører.

Dette gav i nogle tilfælde forvirring på slagmarken når Brigadekommandøren gav ordre direkte til bataljonerne og regimentschefen så gav andre ordrer.

Havde man blot dubleret de 22 bataljoner til 44 selvstændige bataljoner og samlet fire bataljoner i en brigade, så havde man kunne undvære det ekstra led. Mindsket risikoen for forvirring og sparret de 44 officerer som kunne være blevet i bataljonerne.

4. problem – De slesvigske og Holstenske soldater

Som nævnt under [struktur] så bestod en del af hæren af soldater fra Hertugdømmerne. Faktisk hele 38% og da krisen i slutningen af 1863 spidsede til og man begyndte at mobilisere hæren, var det store spørgsmål – kan man stole på dem?

Løsningen blev at man indkaldte mandskabet fra Kongeriget og Slesvig, men mændene fra Holsten blev først i december kontaktet og de blev blot opfordret til at møde.

Infanteri bataljonerne havde ikke garnison i det område mandskabet kom fra. Garnisonerne i Hertugdømmerne bestod af bataljoner med mandskab fra kongeriget og alle de holstenske mænd var samlet i bataljoner i København og Helsingør. I fredstid gav det god mening, da hæren i høj grad var det magtmiddel regeringen havde til at slå evt. uroligheder ned. Men nu stod man i den situation at de fleste soldater i København var nogen man reelt ikke kunne stole på.

De holstenske mænd, som var i gang med deres uddannelse da krisen startede, samlede man i en enhed og de fik tilbud om at blive sendt hjem. Det tog de fleste imod.

Spredt rundt omkring i hæren var der også en del befalingsmænd fra Holsten. De forblev i hæren og gjorde stor nytte. Og flere af disse modtog senere Dannebrogsordenen.

De Slesvigske mænd blev indkaldt til de fire regimenter 10. 12. 13. og 21. Hos de to sydslesvigske regimenter (12. og 13.) blev man nød til at samle mange af mændene i arbejdskommandoer i stedet for og på trods af dette så bliver ingen af de to regimenter rent faktisk brugt i kamp.

Hos 10.regiment blev man nød til at forflytte ca. 400 mand og fylde op med mænd fra kongeriget og frivillige fra Sverige og Norge. Men her efter var det 10.regiment et af hærens gode regimenter. Hos det 21.regiment var der ikke behov for at gøre særlige tiltag.

En del slesvigske forstærkningsmænd og unge rekrutter blev tildelt andre regimenter. Om det har været et bevist forsøg på at sprede disse slesvigere eller om det blot har været et spørgsmål hvornår man har fortaget fordelingen er ikke klart.

Hvad der er klart, er at hæren ikke fik de 19.000 mand fra hertugdømmerne som man havde forventet. Man fik kun 6-8000 mand og af dem var kun omkring 2000 af nogen reel militær nytte. De manglende soldater blev man nød til at finde i kongedømmet.

5.problem – Mangel på mænd

Den oprindelige forventning har måske været for optimistisk, men når 5 regimenter fra Holsten og Lauenborg skulle fyldes op med mænd fra kongeriget, og det også delvist var nødvendigt med et par af de Slesvigske regimenter, så var der ganske simpelt ikke flere mænd at tage af.

For at opnå den styrke man fik, så blev man nød til at indkalde alle de forstærkningsmænd man havde. Problemet med dem var at de ikke var helt unge længere, det var mange år siden de blev uddannet og de have typisk kone og børn. Det gav også det problem, at indkaldelsen gik ud over det civile samfunds evne til at producere ting som hæren have brug for.

Selv efter indkaldelsen af forstærknings mændene, havde man stadigt problemer med at holde regimenterne på fuld styrke.

6.problem – Mangel på udrustning

Da man indkalder reserverne løber man tør for de mørkblå uniformsjakker og ca. 7000 mand får i stedet for udleveret islandske trøjer om de bar under deres sorte kapper (frakker). Da de islandske trøjer nok har været varmere end uniformsjakken, har de været de heldige.

Man løber dog senere tør for sort stof til kapperne og begynder at producere dem i lyseblå uld. Så en del af de folk der indkaldes senere i krigens forløb fik dem udleveret.

Kunne man ikke have forudset problemerne?

Det kan undre at disse ting kom som en overraskelse. Hvorfor havde man ikke i årene før, langt en plan for hvordan man skulle gennemføre en mobilisering? Lagt en plan for hvordan man skulde håndtere i en konflikt imellem dansk og tysk og hvad man ville gøre med Holstenerne i sådan et tilfælde?

En del af problemet har helt sikkert været et spørgsmål om penge. Hæren skulle sparre og det gik ud over uddannelsen af soldaterne og det gjorde det svært at gennemføre større forsøg med mobilisering.

Andre problemer

Der til kom selvfølgeligt det grundliggende problem at selv hvis alt var gået efter planen, så havde man stadigt en hær der var meget mindre end hvad de to fjender kunne stille og man var dårligere bevæbnet end preusserne når vi snakker geværer og det var specielt kritisk at de danske kanoner var forældet.

Skriv et svar