Sankelmark Sø – 3 forskellige tolkninger

Episoden_af_Træfning_ved_Sankelmark,_den_6._Februar
“Episoden af Træfning ved Sankelmark” af Niels Simonsen.

Som nævnt på forsiden, vil jeg ikke komme med en lang og grundig beskrivelse af kampene. For sådan en bør man læse en bog. F.eks Dødsfælden Dannevirke, da den fokusere på kampene ved Dannevirke og tilbagetrækningen.
Men jeg vil kigge på de tolkning der er af slaget, henholdvis lige efter,
En senere som ses i både 1938 og 1994 og i tv-serien.
Og til sidst en tredje tolkning som jeg finder mest plausibel.

Baggrunden for slaget
Den 5. februar begyndte den danske hær at trække sig tilbage fra sin stilling ved Dannevirke. Først omkring kl 4 næste morgen blev det østrigske hovedkvarter opmærksom på det og fik organiseret en forfølgelse.

Efter at det østrigske kavaleri og artilleri indhentede den danske bagtrop som bestod af 8.brigade. Det kom til flere mindre kampe på vej nord over.
Beskydning fra de østrigske kanoner tvang danskerne til at sprede sig ud og så red kavaleriet frem, skød med deres pistoler og om muligt angreb danskerne med sabler. For at forsvare sig imod dette, blev danskerne nød til at stille sig i en firkant med bajonetter pegende i alle retninger. Men dette udgjorde et stort mål for artilleriet og gjorde det utroligt besværligt at bevæge sig videre nord på.
Østrigernes taktik er som taget ud af ærebøgerne og var dygtigt gennemført.

Nord for byen Oversø stod 7.brigade under Oberst Müller klar til at overtage opgaven.
I forbindelse med en undersøgelse af området i 1861 havde General Steinmann vurderet at dette sted var det bedst egnet til at stoppe op og give en evt. forfølger en blodtud.
Der udgør søen på vestlig side og bakker på østlig side af vejen et smalt “pas”.
Det giver en god position at forsvare sig fra og stoppe fjenden.

Oberst Müller var kendt som en stor tilhænger af bajonetten og havde i sin tid som bataljonchef trænet sine københavnere i 1.bataljon (nu regimenet) flittigt i dens brug.
Da 7.brigade passerede igennem hans position forslog han da også at de to brigader i fællesskab skulde gå til modangreb.
Da det var ved at være sidst på dagen og man derfor kunne forvente at forfølgelsen snart blev stoppet, afslog Generalen dette og 7.brigade blev beordret videre nord på. 8.brigade skulde blive på stedet indtil de havde fået et passende forspring og så følge efter.
På trods af at der er flere danske enheder i området, bliver kun to kanoner stillet til Müllers rådighed.

Desværre er det østrigske infanteri nået frem til Oversø og den østrigske chef, Baron Gablenz modtog ordre om at besætte passet og at hans kavaleri skal forsøge at nå frem til Slesvig by, så han giver ordre til angreb.

Tre versioner af samme slag

I Vor sidste kamp for Sønderjylland får vi den traditionelle beskrivelse.
Müller stiller sin brigade (1 og 11.regiment) i en opstilling som er egnet til at gå til modangreb og mindre egnet til at forsøge at trække tiden.

Først angriber det østrigske kavaleri men det slås tilbage.
Efter noget tid hvor danskerne beskydes af artilleri, rykker det østrigske infanteri frem på begge sider af vejen. De er i alt ca 5000 soldater imod ca. 3000 danske.

Müller venter ikke på dem, men beordre 1. regiment til at gå til modangreb og det ender i en større nærkamp hvor geværkolber og bajonetter bliver benyttet flittigt.
Pga. overmagten må danskerne langsomt vige tilbage og 11.regiment beordres til at gennemføre bajonet angreb imod de fremstormende østrigere.
De for standset østrigerne og formår her efter at trække sig ud af kampen.

Dette er en dansk sejer hvor man stoppede forfølgelsen. I høj grad takket være Müllers meget aggressive taktik.

Dette er myten om slaget som blev fortalt under krigen og har medvirket til at danske enheder igennem resten af krigen har været rigtigt glade for at gå til modangreb med bajonetten.

I 1938 kritiserede historiker Jans Johansen Müllers beslutninger og argument for at han burde havde valgt en meget mere defensiv opstilling og taktik. Og Müllers forældede taktik ses som eksempel på hvordan en del af officers korpeset nægter at følge med udviklingen.

Denne holdning ser man også i en artiklen “Omkring eksercerreglementet af 1863” af O.A. Hedegaard i Militært tidsskrift fra 1994. Han skriver “En lang række ældre officerer, med sådanne som den svorne bajonettilhænger Max Müller i spidsen, vidste tilsyneladende bedre [end det nye reglement] og holdt krampagtigt fast i deres ungdoms indlærte fællesekssercits med kolonne- og stødtaktik.”
Denne opfattelse kommer på fin vis til udtryk i 1864 tv-serien hvor vi i afsnit 7 ser 8.brigade skyde en enkelt salve for derefter at gå på med bajonetten.

I Dødsfælden Dannevirke får vi dog et lidt andet bud på begivenhederne.
Her skyldes den danske opstilling at 7.brigade skulde være klar til at rykke sydpå for at undsætte 8.brigade eller alternativt overtage jobbet som bagtrop. Müller får først ordre til at forsvare passet kort før østrigerne når frem og det er derfor ikke muligt at ændre på opstillingen. Og havde man forsøg kunne det let være gået endnu værre end det gjorde.

Denne fremstilling finder jeg mest plausibel da forfatteren rent faktisk har læst Müllers egen rapport om slaget og i denne forklaring virker oberstens beslutninger ikke som det rene galskab. Noget der også let glemmes er at Muller nok havde hærens to dårligste regimentechefer. Den Oberstløjtnant Beck forlod slagmarken under slaget fordi hans adjuant blev såret og den anden, Major Rist red rundt og lavede rav i den med tåbelige ordre og ordre til soldater der ikke var under hans kommando.

Der er dog ingen tvivl om at den første version, er den hæren i tiden efter holder sig til og da den jo ser Müller som en helt, bliver han da også grebet af myten og understøtter den selv. Det samme gjorde Beck som uheldigvis forsætter med at lede soldater og i krigens sidste træfning gennemføre et tåbelig bajonet angreb ved landbyen Lundby lige syd for Aalborg. Dette kan man læse mere om her.

 

Skriv et svar