Forladegeværer

Både den østrigske og danske hær brugte riflede forlade geværer. Helt grundlæggende består et forladegevær af nogle dele.

1. Lås, 2. Skæftet, 3. Løbet, 4. Ladestok, 5. Aftrækker, (6 og 7. Sigtemidler.)

forlader
Tegning af Dansk Tapriffel model 1848. (Fra Dansk lærebog fra 1862)

Dette er gældende for geværerne i brug i 1864 og springer vi tilbage til starten af 1700-tallet, så er det stadigt gældende- sigtemidlerne undtaget.

Krudtet og kuglen var samlet i en papirpatron som man bed åben når man skulle lade hvorefter man kunne hælde krudtet ned i løbet forfra.

Når man skal lade skal man gøre følgende.

  • Stil geværet foran dig, med ladestokken ind imod dig selv.
  • Tag en patron og bid toppen af patronen.
  • Hæld krudtet i løbet. Sæt kuglen ned i løbet.
  • Træk ladestokken, skub krudt og kugle ned i bunden af løbet.
  • Sæt ladestokken tilbage på plads under løbet.
  • Tag geværet op med venstre hånd, sådan at kolben er ind imod din højre hofte, Træk hanen til midterste stilling med højre hånd. Påsæt en fænghætte.
  • For at afskyde fænghætten, skal du blot spænde hanen helt og trykke på aftrækkeren.

Her er et kort filmklip som viser processen.  Som man hurtigt kan se bærer han ikke dansk uniform og udrustning. Hans tøj er moderne og våben og udrustning engelsk.
Så der er et par mindre forskelle i hvordan han gør tingene. Primært at han ikke har fænghætterne i samme taske som patronerne.  

Hele den process tager 20-30 sekunder afhængig af den specifikke type og hvor godt trænet soldaten er.

De 3 typer af forladegeværer

Som nævnt under geværer kom der flere forskellige bud på hvordan man kombinerede præcisionen fra rifflerne og antallet af skud fra de glatløbet geværer.

Tapriffel

Den første løsning er det vi på dansk kalder for tapriffler. De bruger et system opfundet af en frank kaptajn ved navn Thouvenin. I bunden af løbet indsatte man en stål spids, eller tap som projektilet blev banked ned imod under ladningen. Dette fik projektilet til at udvide sig ud i riffelgangen. Dette krævede 3 hårde stød med ladestokken.

Minié riffel

Disse er opkaldt efter en anden fransk kaptajn ved navn Minié. Hans kugle fungerede anderledes idet der i bunden af den var en udhulning og når krudtet gik af, udvidede projektilet sig selv ud i riffelgangen.

Den engelske Enfield Model 1853 og den amerikanske Springfield model 1861, som var de to mest brugte våben under den amerikanske borgerkrig, brugte begge to dette system.

I 1864 var nogle danske kompagnier bevæbnet med tapriffler og andre med minié geværer.

Af de to typer var tapriffelerne de mest præcise, men pga. de 3 nødvendige stød, så var de også langsommere at lade med ca. 2 skud pr. minut imod 3 skud pr. minut ved minié geværer.

Lorenz geværer

En Østriger ved navn Lorenz opfandt også en kugle der ved afskydning udvidede sig ud i riffelgangen. Så de var lige som Minie geværer lidt hurtigere at lade end geværer med en tap. De østrigske infanterister var bevæbnet med et geværer designet til at bruge disse projektiler.

Hvilket var bedst?

Test udført af den danske hær viser at tapriffler var mere præcise end både danske og engelske miniérifler. Men de er langsommere at lade. Lorenzgeværene får projektilet til at flyve hurtigst og både lorenz og tap systemerne var rigtigt gode til at rense sig selv for krudtslam.

Flere bøger giver udtryk for at Lorenzgeværene nok var lidt dårligere end de danske, men det kan jeg ganske simpelt ikke få til at hænge sammen med deres højere hastighed på projektilerne. Men forskellen imellem de 3 typer var under alle omstændigheder ikke noget som fik nogen reel betydning for krigen.